august 11, 2023
Sådan ser et rensesystem af to go-kopper ud. Foto: Aarhus Kommune
Vancouver, Tokyo, Seattle og Berlin er blandt de metropoler, der har henvendt sig til Aarhus Kommune for at høre nærmere om kommunens genbrug af to go-kopper. Et tiltag, der bliver indfaset sidst i 2023. Vi har talt med kommunens specialist om konceptet.
Af Ebbe Fischer
”Rigtig mange efterspørger det her, og en lang række byer i verden har ventet på, at der er en by, der tager springet og tester det af.”
Sådan siger projektleder i cirkulære emballagesystemer i Aarhus Kommune, Simon Rossau. Og han fortæller, at kommunen har modtaget henvendelser fra en række storbyer, som har interesse i, hvordan konceptet udvikler sig.
”Aarhus er en god test. Det er en stor test, men ikke en uoverskuelig test som i en megaby. Det gør det interessant for mange andre byer at følge med i,” forklarer han.
Samarbejde med private aktører
Aarhus vil som den første kommune i Danmark skabe et system, hvor takeaway-emballage indsamles, vaskes og genbruges i stedet for at blive smidt ud efter engangsbrug.
I Aarhus er godt halvdelen af alt offentligt affald nemlig takeaway-emballage – og særligt bliver mange engangskopper efterladt. Idéen om et pantsystem blev derfor lanceret i februar 2023, og lige inden sommerferien blev et ambitiøst samarbejde mellem kommunen og virksomheden TOMRA annonceret.
Simon Rossau oplyser, at 11 virksomheder var med i udbudsrunden.
”Vi opsatte en række systemkriterier, som vi bedømte virksomheders tilbud på, og vi havde 11 spændende løsninger at vælge imellem. Til sidst valgte vi TOMRA pga. deres robusthed og deres realistiske bud på, hvordan man løser opgaven. Eksempelvis en meget konkret løsningsbeskrivelse. Vi tror derfor på, at køreplanen kan overholdes,” siger han
På plads sidst i 2023
Aarhus Kommune sigter efter, at systemet skal være fuldt implementeret senest ved udgangen af 2023.
”Lige nu sidder vi og ser på, hvilken type kopper, vi skal bruge, hvilket print de skal have etc. Vi er desuden i den spæde begyndelse af implementeringsfasen af vaskeriet, hvor emballagen skal saneres og tjekkes grundigt igennem, inden den kommer i brug igen,” forklarer Simon Rossau.
Det er i den forbindelse vigtigt for kommunen, at vaskeriet kommer til at ligge et sted tæt på Aarhus, så man minimerer transporten og skaber lokale arbejdspladser i processen.
Kommuner skal gå forrest
Simon Rossau erkender, at der ikke er nogen garanti for, at projektet bliver en succes.
”F.eks. vil forbrugerne måske alligevel ikke være med i praksis, mens erhvervslivet også kan trække deres støtte. Det er vigtigt at sige, at vi går ind i det her med totalt åbne øjne, men vi tror inderligt, at det er vejen at gå. Vi er imidlertid bevidste om, at det er fremmed land,” siger han og tilføjer:
”Måske er det alligevel ikke det her, der er den rigtige idé. Men jeg tror, tiden er moden til det, og det tror vi i Aarhus Kommune, for det kan vi mærke på erhvervslivet og folks reaktioner på projektet.”
Mens erhvervslivet kan gøre meget, kan det også være afgørende, at det offentlige går ind og tager føringen på et projekt, der skal ændre folks vaner, påpeger Simon Rossau.
”Vi har set på markedet og fundet, at der skal være en struktur, der forener et emballage-system som dette. Det kræver, at myndighederne tager teten og samler alle interessenter om et stort og godt produkt. Danmark er i øvrigt et godt sted at føre det ud i livet, fordi vi allerede har pantsystemet.”
Hvad vil du sige til andre kommuner, der overvejer samme skridt?
”Den erfaring, vi kommer til at opbygge bliver ’open source’, og vi vil gerne hjælpe andre på vej. Desuden er det ikke kun os, der gerne vil det, men også andre kommuner, skoler, virksomheder osv. Så det handler i høj grad om, at man samler de relevante kræfter, og her stiller vi os til rådighed som sparringspartnere.”
Related Articles
VEGA reducerer tusindvis af flasker med bulk-spiritus og stiller skærpede ESG-krav til leverandører
Med cirka 400 koncerter og 250.000 gæster årligt er baren en væsentlig del af driften i VEGA. Siden 2022 har spillestedet omlagt størstedelen af sin spiritusleverance fra engangs-glasflasker til genopfyldelige dunke og 200 liters tønder – en ændring, der har givet...
Mikrobryggerier advarer. EU’s emballagekrav kan kvæle dansk ølkultur
27 danske mikrobryggerier har i fællesskab sendt en skarp opfordring til politisk handling mod EU’s kommende emballageforordning. Ifølge bryggerierne kan krav om genpåfyldelige flasker true både erhverv, arbejdspladser og den mangfoldige danske ølkultur. På et møde i...
Regeringen vil sænke regningen for emballageansvar
Højere gebyrer end forventet får regeringen til at justere det udvidede producentansvar Når det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft 1. oktober 2025, bliver det ikke helt som først planlagt. De oprindelige gebyrer har vist sig langt højere end...






