juni 27, 2023
De er allerede leverandør til bl.a. Roskilde og Northside, men de ser et endnu større marked tårne sig op.
Af Ebbe Fischer
Danmarks mange festivaler udgør et potentielt enormt marked, hvis man kan få foden indenfor.
En af de aktører, der har godt fat i det marked, er ‘De Økologiske Mejerier’, der er fast leverandør til Roskilde Festival.
Økologisk alliance
Mejerierne Øllingegaard og Naturmælk slog sig sammen i 2017 og samlede aktiviteterne under ’De Økologiske Mejerier’.
Tilsammen har de 41 andelshaver og en årsomsætning på omkring 400 mio. kr., ifølge salgschef Nelly Frees Riggelsen.
”Efter Thise er vi dermed Danmarks største økologiske mejeri, selvom vi ikke er ret store set ift. de helt store konventionelle aktører på markedet,” fortæller hun.
Et af de markeder, der vokser, er imidlertid festivaler. Og nu vil den økologiske alliance for alvor have fat i det marked. Bl.a. ved at udvide de allerede eksisterende partnerskaber – også med andre økologiske aktører
Stor efterspørgsel i Roskilde
Lasse Bagge arbejder med kvalitetssikring på Øllingegaard, der ligger mellem Frederikssund og Hillerød. Gården får dagligt leveret 10 ton råmælk, og står selv for at forarbejde den til op mod 40 forskellige mælkeprodukter. Man har formået at skabe sig et brand og har været leverandør af mælk til Roskilde i en årrække.
”Naturmælk har haft et partnerskab med Roskilde Festival siden 2007, og siden Øllingeggard og Naturmælk slog sig sammen har produkter fra Øllingegaard også været at finde på festivalen,” fortæller Lasse Bagge.
Udover den rene mælk er chokolademælken fra Øllingegaard populær på festivalen, og man går også lidt mere utraditionelle veje.
Således står medarbejdere fra Naturmælk og Øllingegaard på Roskilde og laver cocktails (med mælk) til festivalens gæster, mens man også har lidt til tømmermændene.
”Vi leverer rigtig meget frisk mozzarella til pizza,” siger Lasse Bagge og griner.
Vil gerne udvide
De Økologiske Mejerier vil nu gerne endnu mere ind på Danmarks festivaler.
Det er lykkedes at blive leverandør til den største festival i Aarhus – Northside, samt på Musik i Lejet og Heartland.
Mens leverancerne til den enkelte festival også vokser, så det altså ikke kun er lidt mælk til kaffen eller morgenbrødet, man leverer.
”Northside fik leveret vores mozarella første gang sidste år, og vi oplever positiv respons. Vi vil gerne endnu mere med på festivaler, og vil gerne have vores fortælling med angående bæredygtighed og grøn omstilling,” forklarer Lasse Bagge.
Han uddyber, hvordan man brander sig under bæredygtighed:
”Vi er jo økologiske, men det grønne er også summen af alle de små ting. Vi er f.eks. begyndt at bruge hestebønner som foder i stedet for soja. Det skyldes, at det meste soja bliver produceret i Sydamerika, hvor de brænder meget skov af for at kunne producere det. Den slags faktorer skal man også tænke på,” forklarer Lasse Bagge.
Related Articles
Her er reglerne for mobilt gadesalg
Skal du køre et mobilt salgsapparat ind i de danske byer, skal du først sætte dig ind i reglerne. Kommunerne vil gerne samarbejde, men man kan ikke få lov til alt. Deli News har set på en case: Aarhus Kommune Af Ebbe Fischer De danske byer lever, og i...
Eksklusivt venuekoncept vokser hastigt
Af redaktionen Evenues, der lever af at levere en højgastronomisk oplevelse kombineret med en god lokation, blev grundlagt i januar 2021 med fem ansatte. Siden har man haft masser af succes, og i dag tæller staben over 100 medarbejdere. Det skriver HORESTA ...
Danmarksmesteren guider: Sådan kommer du i gang med din egen streetfoodforretning
Hvordan vælger jeg en foodtruck? Er det overhovedet nødvendigt med en vogn? Og hvad skal man ellers tænke på i opstartsfasen? Deli News har talt med vinderen af Danish Streetfood Awards, som giver gode råd på feltet - og kommer med en advarsel. Af Ebbe Fischer...