Kolding vil give danske og lokale råvarer bedre plads
Foto: Kolding kommune / Mette Sandvei Kjær, køkkenleder i Børnehuset ved Åen
Kolding Kommunes nye madprofil samler ambitionerne for smag, sundhed, kvalitet og klima. Men ambitioner gør det ikke alene. Derfor skal kommunen også se på, hvordan kommende udbud og indkøbsaftaler kan give mere plads til danske, lokale og regionale fødevarer.
Af redaktionen / Deli-News.dk
Hver dag spiser mere end 3.000 borgere og medarbejdere mad fra Kolding Kommunes køkkener og kantiner. Kommunen køber årligt fødevarer for omkring 34 mio. kr., og råvareindkøbet har et klimaaftryk på mere end 1.100 ton CO₂.
Det er med andre ord mange måltider, og mange valg, som samlet gør en forskel.
Den nye madprofil, Mad med omtanke, skal give kommunens køkkener en fælles retning frem mod 2030. Profilen rummer tolv pejlemærker inden for mennesker, dyr, natur og ressourcer. De tolv pejlemærker viser vejen, og giver de madprofessionelle og de andre, der træffer valg om mad og fødevarer et fælles grundlag for handling. De omfatter blandt andet sundhed, madglæde, kvalitet, dyrevelfærd, danske råvarer, økologi, klima og mindre madspild.
– Når vi køber fødevarer for omkring 34 mio. kr. om året, har vores valg stor betydning. Vi kan være med til at understøtte danske fødevareproducenter og samtidig tager vi et fælles ansvar for de måltider, vi serverer, siger Jørn Chemnitz, formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget og Kolding Fødevareråd.
Fra gode ambitioner til konkrete indkøb
I en efterfølgende dialog med Deli-News peger Helle Fuglsang Vilsbøll, bæredygtighedskonsulent i Kolding Kommune, på vigtigheden af, at kommende indkøbsaftaler og udbud understøtter ambitionerne i kommunens madprofil.
I dag sætter SKI-aftaler og andre fælles indkøbsrammer grænser for, hvor frit de enkelte køkkener kan købe lokalt. Det er en praktisk virkelighed, som kommunen må arbejde inden for, men også forsøge at udfordre, når nye aftaler skal på plads.
Det handler ikke nødvendigvis om, at alle råvarer skal komme fra Kolding og omegn. Det handler om at skabe mere plads til danske og regionale producenter og få kvalitet, mængder, levering og økonomi til at hænge sammen.
Kommunens udbud af personalefrugt er et konkret eksempel. Her er rammerne udformet, så dansk frugt kan få en tydeligere plads. Det er den slags erfaringer, kommunen vil tage med videre: Hvordan kan krav til sæson, sorter, oprindelse og produktionsform bruges aktivt, uden at aftalerne bliver så tunge, at mindre producenter ikke kan være med?
Den faglige dialog bliver vigtig. Kommunen skal kende producenternes muligheder, og producenterne skal vide, hvad der kræves for at levere til de kommunale køkkener. Det gælder både mængder, sortiment, dokumentation og leveringssikkerhed.
Her kan Kolding Kommunes samlede indkøbskraft blive interessant. Når kommunen køber fødevarer for 34 mio. kr. om året, kan selv mindre ændringer i aftalerne være med til at skabe efterspørgsel efter danske og mere lokalt producerede råvarer.
Måltidet skal stadig smage godt
Madprofilen handler ikke kun om klima og indkøb. Maden skal først og fremmest smage godt og passe til de mennesker, som skal spise den.
En undersøgelse blandt 250 borgere og brugere viser, at smagen er det vigtigste ved måltidet. Derefter følger mange grøntsager, et varieret udvalg og en indbydende anretning.
Kolding Kommune står allerede på et solidt fagligt fundament. Klimaaftrykket fra fødevareindkøbet ligger under landsgennemsnittet, madspildet pr. spisende er lavere end gennemsnittet i branchen, og 21 kommunale køkkener har Det Økologiske Spisemærke.
Nu begynder arbejdet med at føre madprofilen ud i hverdagen. Det bliver i køkkenerne, i dialogen med producenterne og i formuleringen af de kommende udbud, at ambitionerne skal stå deres prøve.
link: https://www.kolding.dk/p/Borger/Baeredygtighed/Kolding-kommune-madprofil.pdf
Related Articles
Thomtex giver hoteller og restauranter et nyt valg af vaskeriløsning
Vaskeribranchen rummer store, etablerede aktører og løsninger, som fungerer for mange kunder. Men nogle hoteller og restauranter efterspørger større fleksibilitet i deres aftaler. Det har givet plads til Thomtex Vask, som siden 2022 er vokset til knap 100 kunder og 27...
Færre byrder og strammere reklamekrav: Hvad betyder lovprogrammet 2026/2027 for restaurationsbranchen?
Regeringen vil forenkle restaurationsloven og begrænse markedsføring af usunde fødevarer til børn og unge. Men hvor går grænsen for, hvad der er usundt, og hvor meget lettere bliver virksomhedernes hverdag?af redaktionen/ deli-news.dkRegeringens lovprogram for...
Takeaway skal tilbydes i genbrugsemballage fra 2028, men kravet gælder ikke alle
EU’s nye emballageforordning skal mindske emballageaffald og gøre genbrug til en mulighed ved køb af takeaway. Fra februar 2028 skal omfattede restauranter og caféer tilbyde genbrugsemballage. Flere europæiske lande har allerede indført egne krav.af redaktionen/...






