juli 1, 2026
Foto: Kastberg is af Eskild Lyngholm, Joachim Kastberg, Jes Nordentoft
Efter næsten ti år som bestyrelsesformand træder Eskild Lyngholm tilbage i Kastbergs Is. Han forlader en virksomhed med markant flere ansatte, en gældfri drift og en langsigtet strategi, der nu retter sig mod eksport – med Tyskland som den næste store satsning.
I et produktionslokale i Lund ved Herning hænger duften af frisk mælk og fløde i luften, mens røremaskinerne arbejder i baggrunden. Her går Eskild Lyngholm sin runde med den vante ro, der kendetegner ham, mens Joachim Kastberg følger fremstillingen tæt. Den ene med årtiers erfaring fra den absolutte top i dansk erhvervsliv, den anden med iværksætterens velkendte stædighed og store ambitioner.
Makkerskabet har sat dybe spor hos Kastbergs Is gennem det seneste årti. Men fortællingen om Lyngholms tid i virksomheden handler om meget mere end blot vækst og en tidobling af medarbejderstaben. Den handler i høj grad om bevidste fravalg og om at opbygge en forretningsmodel, der har gjort virksomheden robust og ukompliceret at drive.
Fravalg som strategi
Samarbejdet tog for alvor fart, da Joachim Kastberg opsøgte den erfarne erhvervsmand med et helt klart budskab:
– Nu skal du lære mig at drive virksomhed.
Med afsæt i Eskild Lyngholms rådgivning blev Kastbergs Is efterfølgende udviklet som en markedsorienteret produktionsvirksomhed. Fokus var ikke at jage vækst for enhver pris, men derimod at opbygge en sund og lønsom forretning med afsæt i efterspørgslen og virksomhedens egne kernekompetencer.
Det betød også, at Kastbergs Is valgte en markant anden kurs end mange andre vækstvirksomheder ved konsekvent at holde fast i en række principper: Ingen investering i egne mursten, intet salg til detailhandlens store kæder og kun én enkelt emballageløsning – den klassiske femliters-bøtte til restauranter og ishuse:
– Du kan ikke bruge pengene to gange, konstaterer Eskild Lyngholm om disciplinen bag de mange fravalg.
Om muligheden for at komme ind på supermarkedshyldserne er hans vurdering lige så kontant:
– Der er måske stor volumen i detailhandlen, men vi kommer ikke til at tjene penge på det, siger Eskild Lyngholm.
Den tilgang har frigjort kapital til den løbende udvikling. Da virksomheden voksede ud af de oprindelige rammer, indgik Kastbergs Is en aftale med herningensiske Aage Damgaard – en familieejet virksomhed med stærke traditioner, som ifølge Joachim og Eskild netop tilbød det rette match på værdier og den nødvendige langsigtede tænkning.
Ledelse gennem spørgsmål
Eskild Lyngholms syn på ledelse trækker tråde tilbage til hans eget ophav. Han er vokset op i en brugsforening, hvor hans far var uddeler, og hans ledelsesstil er præget af andelsbevægelsens fokus på fællesskab, tillid og personligt ansvar. Det har også præget arbejdet i bestyrelsen, som gennem alle årene er foregået helt uden en formel kontrakt:
– Jeg vil ikke beslutte for folk. Jeg vil have dem til selv at træffe beslutningen, forklarer Eskild Lyngholm om sin filosofi.
Den tilgang mærkede Joachim Kastberg fra første dag:
– Jeg kom ind med lysten til at erobre verden på én gang. Eskild lærte mig, at det kan man ikke og at det faktisk er en fordel at erkende det, siger han.
Ifølge Joachim blev de vigtigste beslutninger ofte skabt gennem spørgsmål snarere end færdige svar:
– Han har aldrig fortalt mig, hvad jeg skulle gøre. Han har bare stillet de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter, siger Joachim.
Fokus på mennesker og økonomi
Da Kastbergs Is voksede, opstod behovet for nye kompetencer. Eskild Lyngholm argumenterede her for en løsning, som flere omkring virksomheden i starten tvivlede på: At ansætte en administrerende direktør i en forholdsvis lille virksomhed. Valget faldt på Jes Nordentoft:
– Der var mange, der sagde til mig, at det havde vi ikke råd til. Men vi havde råd til det, fordi virksomheden tjente penge, siger Eskild Lyngholm.
For Jes Nordentoft blev det hurtigt klart, hvad Eskild Lyngholm bragte til bordet. Som Danmarks første McKinsey-konsulent og tidligere direktør i det nuværende Royal Unibrew, kunne Lyngholm have valgt langt større scener ifølge den administrerende direktør i ismejeriet:
– Eskild har valgt at bruge sin tid på ejerledede virksomheder, der virkelig har haft brug for det. Han har sikret, at planer bliver gennemført, og at tingene går ordentligt til. Men det absolut vigtigste for ham har altid været at vide præcis, hvor mange penge der er i kassen, fortæller Jes Nordentoft.
En ny fase for virksomheden
Beslutningen om at træde tilbage handler ikke om pension, men om rettidig omhu. Eskild Lyngholm vurderer, at virksomheden nu står over for en ny fase, der kræver andre kompetencer. Kastbergs Is har netop indledt en satsning på det tyske marked, og internationaliseringen bliver det centrale fokus i de kommende år:
– Timingen er fuldstændig rigtig for virksomheden, siger Eskild Lyngholm, der forlader en organisation, hvor ansvaret nu er solidt forankret hos nye ledelseskræfter.
Kort før sin afgang satte han sig ned med Joachim Kastberg og Jes Nordentoft. Konklusionen var klar:
– Vi har ikke truffet én beslutning, vi vil lave om i dag, siger den nu afgående formand.
For Jes Nordentoft er det dog hverken tallene eller de enkelte beslutninger, der står som det vigtigste eftermæle:
– Det, Eskild har bygget her, er ikke bare en strategi. Det er en kultur. Og kulturer overlever de mennesker, der skaber dem, slutter han.
Andre har også læst
Related Articles
Thrive: Kan et fødevareprojekt på Ibiza inspirere danske restauranter og producenter?
På Ibiza arbejder ni landbrug, restauranter og lokale aktører sammen i projektet THRIVE for at skabe et mere transparent og lokalt forankret fødevaresystem. Med fokus på sporbarhed, regenerativ dyrkning og tættere relationer mellem producenter og forbrugere forsøger...
Ø12 Coffee & Eatery: Fra London-inspiration og specialkaffe til et af Københavns mest populære brunchsteder
Da Enete Marie Overgaard og Kasper Cordes åbnede Ø12 i 2019, var ambitionen egentlig ganske enkel. De savnede et sted i København, hvor kaffe, brunch og gæsteoplevelse blev taget lige så seriøst som på de caféer, de havde oplevet i udlandet.Af redaktionen/Deli-News /...
90 år med biodynamisk jordbrug: Idéer fra en dansk erhvervsmand lever videre i den regenerative dagsorden
Da erhvervsmanden, Magasin du Nord-direktøren og kulturpersonligheden Carl Vett i 1936 var med til at stifte Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, var ambitionen større end blot at dyrke jorden på en ny måde. Visionen var at skabe et landbrug, hvor jordens frugtbarhed,...






