Foto: Juntos Farm
På Ibiza arbejder ni landbrug, restauranter og lokale aktører sammen i projektet THRIVE for at skabe et mere transparent og lokalt forankret fødevaresystem. Med fokus på sporbarhed, regenerativ dyrkning og tættere relationer mellem producenter og forbrugere forsøger projektet at skabe mere værdi omkring fødevarerne, fra jord til bord.
Af redaktionen/Deli-News
Projektet er udviklet til en ø, hvor turisme fylder meget, og hvor lokale producenter konkurrerer med importerede varer. Derfor er THRIVE ikke kun om dyrkningsmetoder, men også om synlighed, samarbejde og fortællingen bag råvarerne.
Den del gør projektet interessant set med danske øjne.
I restaurationsbranchen oplever flere, at gæster i stigende grad interesserer sig for, hvor råvarerne kommer fra, hvem der har produceret dem, og hvilke værdier der ligger bag. Samtidig arbejder flere restauranter tættere sammen med lokale producenter om at skabe både kvalitet, identitet og differentiering. Det sker i en tid, hvor 51 procent af europæerne ønsker at spise sundere, mens klima og bæredygtighed fylder mindre i de konkrete fødevarevalg. Derfor bliver forbindelsen mellem råvarens oprindelse, kvalitet og sundhed stadig mere interessant for både producenter, restauranter og gæster.
THRIVE forsøger at samle de elementer i én model.
De deltagende landbrug deler blandt andet viden, faciliteter og ressourcer, mens der arbejdes med dokumentation af jordens sundhed, biodiversitet og sporbarhed gennem hele værdikæden. Ambitionen er at gøre både råvarerne og producenterne mere synlige for forbrugerne.
Måske er det netop her, projektets største styrke ligger.
Når restauranter fortæller historien om producenten bag råvaren, opstår der typisk en anden relation til måltidet. Råvaren bliver mere end en ingrediens. Den bliver en del af oplevelsen. Samtidig kan transparens og tættere forbindelser mellem jord og bord være med til at gøre det lettere for gæsterne at træffe de valg, som de allerede efterspørger, hvad enten motivationen er sundhed, kvalitet eller .
Kan vi blive endnu bedre til at forbinde producenter, restauranter og gæster i fælles fortællinger, hvor transparens, jordens sundhed, sundhedsværdien og lokal værdiskabelse bliver lige så synlige som den færdige ret på tallerkenen?
Fakta: Hvad måler THRIVE?
THRIVE arbejder med ni landbrug på Ibiza og kombinerer konkrete data med fortællinger fra producenterne for at skabe større sporbarhed fra jord til bord.
Projektet fokuserer blandt andet på:
- Jordens sundhed og frugtbarhed
- Biodiversitet og regenerativ dyrkning
- Sporbarhed gennem værdikæden
- Samarbejde mellem producenter, restauranter og lokalsamfund
- Nye muligheder for værdiskabelse hos mindre producenter
For at understøtte udviklingen tilbyder THRIVE blandt andet:
- Fælles adgang til maskiner, forarbejdning og distribution
- Hjælp til udvikling af produkter med højere værdi
- Videndeling mellem landmænd, agronomer og forskere
Fokus på jorden
Som en del af projektet blev der i vinteren 2025/26 gennemført omfattende jordmålinger på de ni deltagende landbrug.
Målingerne omfatter blandt andet:
- Satellitdata til overvågning af afgrødernes vækst og vandstress
- Jordprøver og sensorer til måling af næringsstoffer og fugtighed
- Kortlægning af jordens evne til at lagre kulstof og understøtte biodiversitet
Ifølge projektet skal dataene bruges til at udvikle praktisk viden om regenerativ dyrkning på mindre landbrug og danne grundlag for fremtidige faglige vejledninger og uddannelsesforløb i Europa.
Deltagere i projektet
Medfinansieret af:
- EIT Food
- Den Europæiske Union
Projektpartnere:
- Asociación de Agricultura Regenerativa Ibérica
- EARA (European Agroecology Regional Accelerator)
- Fairtrasa
- ELEKS Software
- Juntos Farm
Deltagende landbrug på Ibiza:
- Juntos Farm
- Can Benet
- Can Puvil
- Can Cristofol
- Els Corondà
- Bosqal
- Can Truy
- Can Purtell
- Blacknose
Related Articles
Haver til Maver – forståelse, respekt og mod på mad
Efter 20 år som forening blev ”Haver til Maver” i april 2026 til den erhvervsdrivende ”Fonden Grobund - For Livet”. Det har været og er fortsat en rejse for de mange ildsjæle og folk bag initiativet, der er med til at give de helt unge generationer de rette...
KG Hotel åbner på Færøerne og vil løfte oplevelsesturismen til et nyt niveau
Færøernes nyeste resorthotel, KG Hotel, har slået dørene op i Klaksvík. Med 83 værelser, restaurant, spa og store eventfaciliteter skal hotellet være med til at styrke øernes position som destination for både oplevelsesrejsende, konferencer og gæster, der søger ro tæt...
MEST LÆST 26… Et nyt syn på måltidet: Rigshospitalets køkkener i forandring
Med den politisk vedtagne Mad- og måltidspolitik 2025 er måltider formelt anerkendt som en del af patientbehandlingen. For Rigshospitalet betyder det et tydeligt skifte i vaner, struktur, leverandøraftaler, flow, indkøb og måling, og et køkkenområde, der skal levere...






