Fru Hansens Kælder: Sund mad og stor smag til små sultne maver
Pil Amundsen direktør hos Fru Hansens kælder

Foto: Fru Hansens kælder

Nede i Fru Hansens Kælder har de knækket koden til børnenes madglæde

Måltidskasser til danske daginstitutioner uden store produktionskøkkener og en økologiprocent på intet mindre end 94. Dét er, hvad Fru Hansens Kælder tilbyder, og hvad over 17.000 børn fordelt på mere end 250 daginstitutioner spredt over hele landet hver dag nyder godt af.

Af Kamilla Fredborg Holm/Deli-News

”Maden er først sund, når den lander i maven.” Sådan lyder mantraet hos Fru Hansens Kælder i Københavns Sydhavn, og dét er noget, de virkelig går op i hos det lille firma, der hver dag sørger for god og sund mad i børnehøjde.

”Vi brænder for det, vi laver,” siger Pil Ammundsen, direktør og stifter af Fru Hansens Kælder. Det hele startede for lidt over 20 år siden med en vision. ”Min nu desværre afdøde mand, Jan, og jeg ønskede at gøre en forskel for børns spisevaner. Derfor startede vi med at tilbyde sunde måltidskasser til skoler i Danmark. Men dengang var det hele på markedsvilkår, og der var ingen statsstøtte til sådan et projekt. Børnene skulle have madpenge med, og det var svært lige præcis at ramme den slags mad, som de rent faktisk gerne ville købe. Så vi kørte træt i det, og mistede egentlig lidt lysten til at blive ved,” fortæller Pil Ammundsen.

Men i 2009 kom ”Dagtilbudsloven” om fleksible frokostordninger i de danske daginstitutioner, der nu skulle tilbyde et sundt frokostmåltid. ”Så vi tænkte, at her var chancen, og så kastede vi os ud i det projekt, der i dag leverer sund og klimabevidst mad til børneinstitutioner over hele landet,” forklarer Pil Ammundsen.

Måltidskasser med knald på smagen

Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at institutionerne bestiller to ugentlige måltidskasser hos Fru Hansens Kælder, som ikke kræver et stort produktionskøkken at færdigtilberede. ”Vi udvikler et bredt sortiment af nemme, lækre og sunde retter i tæt samarbejde med kokke og ernæringseksperter hos blandt andre Aarstiderne,” fortæller Pil Ammundsen. Det hårde arbejde er således allerede gjort, og det er nemt for den køkkenansvarlige at gå til, så ungerne hurtigt kan få lækker mad på tallerkenen og masser af sund energi til alle eftermiddagsstrabadserne på legepladsen.

”Der sker et eller andet magisk, når duften begynder at sprede sig på gangene. Jeg plejer at sige, at jeg elsker tvang – og det er altså ment på den kærlige måde, for når alle spiser det samme, bliver de små automatisk mere modige og nysgerrige på at prøve forskellige ting. Ting, man som forældre måske ikke engang troede muligt.” Det sker da også ofte, at børnene får lyst til at være med i køkkenet, og det er netop også en af tankerne bag måltidskasserne. ”Sanserne stimuleres på en helt anden måde, når der er knald på farverne, duftene og smagene,” uddyber Pil Ammundsen. ”Og så er det sjovt.”

Forældrene til de små poder kan også følge med i, hvad deres børn får at spise, for hver måltidskasse kommer med en detaljeret madplan og adgang til produktblade med ernæringsoplysninger og ingredienslister på alle retter. Der er ovenikøbet billeder af de forskellige anretninger, og på den måde er det også nemmere for forældre at tage en snak med deres børn om al den lækre mad, de har fået at spise i løbet af dagen. ”Alt dette fungerer stadig bedst i daginstitutionerne, men vi er nu også så småt i gang med at genbesøge måltidskasserne til skoler rundt omkring i landet.”

God sund kost for alle

Selv beskriver Fru Hansens Kælder deres mad som delvist tilberedt, men absolut ikke ultraforarbejdet. Der bruges kun råvarer og ingredienser, som børnefamilier selv ville bruge derhjemme. Retterne er naturligvis også tilrettelagt, så der ikke blot er en god variation i løbet af ugen, men også så man udnytter sæsonernes bedste råvarer. ”Vi er lige nu ved at kigge på efterårets menuer, og her er det jo oplagt at kigge på alt fra stroganoff til spinatsuppe og gullasch til græskarsuppe,” fortæller Pil Ammundsen.

Der er naturligvis mange forskellige parametre at tage hensyn til, når man har med mad at gøre. Alt fra allergier til særlige kosthensyn skal tages med i betragtning, når man beskæftiger sig med mad. Fru Hansens Kælder har dog det mål, at så mange børn som muligt skal kunne tage del i det fælles frokostmåltid, og derfor tilbyder de også alternativer, der ligger tæt op ad det, de andre børn spiser, og særlige hensyn koordineres mellem forældre og den køkkenansvarlige i institutionen. 

”Der er en høj grad af faglig stolthed i køkkenerne derude, og det er en fornøjelse at samarbejde med så mange dygtige og engagerede mennesker hver dag,” tilføjer Pil Ammundsen. Det er desuden nemt at bestille måltidskasserne i bestillingssystemet. ”Man indtaster blot antallet af børn, og så beregner systemet alt det praktiske. Et par klik, og så er maden bestilt, og man minimerer tilmed madspild på den måde,” forklarer hun. ”Alle retter er fra starten både laktose- og glutenfri, og det er også muligt at få en simpel oversigt over udskiftningsmuligheder, hvis der er yderligere hensyn at tage for eksempel i forhold til sesamfrø eller nødder.” 

Økologi og kostanbefalinger sætter retningen

Økologiske råvarer er en helt basal del af Fru Hansens Kælders madunivers.

Men der er dog stadig et par benspænd at tage hensyn til, når man udvikler madplaner i børnehøjde. 

”Kostanbefalinger og klimakostråd er en stor del af vores hverdag. Anbefalingen for, hvor meget kød et børnehavebarn bør indtage om ugen, ligger i dag på kun 40 gram. Det svarer til en lille frikadelle, og det altså svært at overholde,” fortæller Pil Ammundsen. ”Men vi er blevet rigtig gode til at udnytte plantebaserede råvarer i stedet for, og i dag er kun 5% af indholdet i vores måltidskasser kød. For eksempel er vores kyllingefrikadeller minimum 50% plantebaserede, og vores karrysauce til vores populære boller i karry er blendet op med grøntsager, ligesom selve bollerne kun indeholder 14% kylling. Det er sundt, det smager godt, og det mætter lige så godt som kød.”

Pil Ammundsen fortæller ydermere, at det vigtigste sådan set er, at der er smag og dybde i retterne. ”Det får man altså ikke nødvendigvis af kød. Vores tomatsuppe er blandt andet blendet med røde linser, der giver en skøn, dyb smag, og så kan lidt bacondrys sagtens gøre det ud for kødet. Vi er så stolte af, at vi har formået at få børn til at spise langt mere plantebaseret, end vi havde turdet håbe. Vi lytter til dem – og de elsker vores mad og tænker ikke over, hvilke sunde ingredienser, der giver smagen. Det smager bare godt!”

De økologiske råvarer som fx brød, mel og gryn fra Aurion, som også laver den højtelskede grødblanding ”Fru Hansens Favoritgrød”, grøntsagerne fra GoGrønt, de super populære quinoakugler og spinatfalafler, som ungerne elsker, fra Hani’s og den MSC-certificerede fisk, der primært kommer fra Polar Seafood Foodservice, er alle menu-indslag, der ikke til at komme udenom. 

”Vores samarbejdspartnere er lige så passionerede omkring økologisk mad, som vi er, og det betyder naturligvis alt,” siger Pil Ammundsen med stolthed i stemmen. ”Vi er nu oppe på at bruge 1000 tons økologiske råvarer om året, og det er vi helt umådeligt stolte af! Det er her, at vi tænker, at NU gør vi en forskel!”  

Nede i Fru Hansens Kælder har de fra starten været overbeviste om, at et sundt forhold til mad helt fra begyndelsen skaber gode madvaner for livet, og listen af tilfredse børn, forældre og daginstitutioner er efterhånden lang. Der er helt generelt i dag et ønske om, at de unge generationer bliver langt mere bevidste om både smag, sundhed og klima, og der er ingen tvivl om, at Fru Hansens Kælder og deres fokus på netop denne treenighed er med til at sætte dagsordenen for fremtidens madglæde og en sundere verden. Det hele starter i børnehøjde.

De officielle kostråd

På Fødevarestyrelsens hjemmeside finder du de 7 officielle kostråd, der er med til at sætte dagsordenen for udviklingen af retterne hos Fru Hansens Kælder.

Det frivillige kodeks for skolemad 

Fru Hansens Kælder har været med til at udarbejde det frivillige kodeks for skolemad, der er et fælles sæt af retningslinjer, principper og ambitioner for god skolemad, som skolemadsleverandører kan sigte efter at leve op til. Der er blandt andet fokus på:

  • At maden er lavet af gode, sunde og rene råvarer
  • At maden er ernæringsrigtig
  • At der er tænkt over både smag, trivsel og bæredygtighed
  • At måltidet skal ses som mere end bare et måltid

Læs mere om kodekset, der er blevet til i samarbejde med 33 andre aktører. 

Psssst…

Navnet Fru Hansens Kælder stammer i øvrigt fra Pil Ammundsen selv… Og så kommer det naturligvis med en slæt skjult henvisning til den gamle børneremse ”Nede i Fru Hansens Kælder”. 

Kan du ikke selv huske den, finder du den her.

Related Articles

Haver til Maver – forståelse, respekt og mod på mad

Haver til Maver – forståelse, respekt og mod på mad

Efter 20 år som forening blev ”Haver til Maver” i april 2026 til den erhvervsdrivende ”Fonden Grobund - For Livet”. Det har været og er fortsat en rejse for de mange ildsjæle og folk bag initiativet, der er med til at give de helt unge generationer de rette...