Foto: Stammerhalle badehotel
Stammershalle Badehotel betragtes af mange som noget af det ypperste inden for hotelbranchen. Det gamle hotel har ligget på et solidt fundament af klippegrund siden sin opførelse i 1911, og herfra har man en enestående udsigt over Østersøen og klippekysten. Snart kan man også nyde selvsamme udsigt fra den nyopførte klippespa, mens man slænger sig i solsengen eller i den opvarmede pool.
Af Kamilla Fredborg Holm / deli-news
Kigger man på indbyggertallet på Bornholm på en ganske almindelig hverdag i januar måned og sammenligner det med antallet af mennesker på den smukke klippeø på en solskinsdag i juni, får man automatisk en lille smule åndenød. Bornholm huser nemlig til daglig omkring 40.000 indbyggere, men hvert år skal der lægges i omegnen af 600.000 turister til. Det svarer til 15 besøgende pr. bornholmsk indbygger pr. år. Der er derfor ikke noget at sige til, at de gode mennesker på Bornholm lægger deres liv og sjæl i turist- og oplevelsesbranchen.
Klippeøen i Østersøen har længe reddet på en bølge af succes. Og den succes er ikke blevet mindre med årerne. Tværtimod bliver den høje kvalitet af de lokale råvarer og det nye nordiske køkken ved med at begejstre gæster fra hele verden. Den lille ø har både et væld af lækre hoteller, Michelin-restauranten ”Kadeau” og et stort udvalg af andre gourmetrestauranter, der alle konkurrerer om gæsternes, men i særdeleshed også de dygtige kokkes, gunst. Ikke et dårligt udvalg for et område, der svarer til en mellemstor dansk provinsby.
Gammel bornholmsk kærlighed
For den nytiltrådte hoteldirektør på Stammershalle Badehotel, Per Voss, er Bornholm også en gammel kærlighed. Han er oprindeligt udlært kok og kommer til Stammershalle med en bred vifte af erfaring fra både Danmark og udlandet. Per er kommet på Bornholm med sin familie siden børnene var små, og da muligheden for at drive hotellet på kanten af klipperne opstod, var der ingen tvivl. ”Bornholm stod faktisk på min 3-5 års plan, og så fik jeg pludselig muligheden for at komme til Stammershalle. Og det kan man jo ikke sige nej til.”
Det gamle hotel – oprindeligt stavet Stammershalde – blev opført af en tysk grosserer tilbage i 1911, som i 30’erne fløj tyske gæster ind fra Berlin til et skønt ophold på den smukke klippeø, inden de skulle tilbage til hverdagens mange gøremål i den travle by. Nu er det ikke kun tyske gæster, der besøger det gamle badehotel, men det overordnede formål er det samme for alle gæsterne, der i dag kommer fra hele verden – at samle kræfter, nyde det smukke landskab og dykke ned i det storslåede gastronomiske univers, der de sidste mange år har gjort Bornholm så kendt. Om det så er i forbindelse med længere eller kortere ophold på den smukke ø i den rå Østersø.
”Der findes så mange forskellige pakkeløsninger i hotelbranchen, men vi kunne også godt tænke os at tiltrække gæster uden en decideret pakke.” Et nyt tiltag, som skal hjælpe med netop dette, er, at der fra 1. maj i år er åbnet op for frokost i hotellets restaurant. Hotellet kigger også ind i mulighederne for at kunne holde åbent året rundt. ”Det vil vi for både at kunne skabe tryghed og økonomisk stabilitet for vores medarbejdere og samtidig for at styrke turist- og oplevelsesøkonomien på Bornholm,” uddyber Per Voss.
Klippespa og bæredygtige tankegange
Den sidste finish er ved at blive lagt på det nye spaområde under den åbne bornholmske himmel og rummer både dampbad, sauna, jacuzzi, et lækkert koldtvandsbassin og en opvarmet pool, der kan benyttes hele året rundt. Og alt sammen naturligvis med den skønneste udsigt til de åbne vidder.
”Vi er lige ved at lægge sidste hånd på værket, og de nye loungemøbler og solsenge bliver leveret i dette øjeblik,” siger Per Voss, der samtidig fortæller, at den opvarmede pool naturligvis kommer til at køre på varme fra de installerede solceller. Det lækre udendørs spaområde er omgivet af den rå og elegante bornholmske natur, så man ikke glemmer, at man stadig befinder sig i Danmark – en tanke som ellers godt kunne være langt væk, når man lader sig synke ned i den afslappende og autentiske atmosfære på Stammershalle Badehotel.
I det hele taget tager de miljøet meget alvorligt på hotellet i Østersøen. Når man ankommer til hotellet, bliver man mødt af et smukt sedumtag, der er med til at øge biodiversiteten, og ankommer man i elbil, kan man følge sin bæredygtige bilrejse helt til dørs og få ladet batterierne op – både hvad angår krop, sjæl og bil. ”Vi skruer på alle de knapper, vi kan, for at bidrage til en grønnere verden. Derfor har vi heller ingen A/C, der kan belaste miljøet.”
Badehotellet har ligeledes investeret i en luft-til-vand varmepumpe og LED-belysning overalt, hvor det kan lade sig gøre. Det hele styres af det komplette smart home varmesystem, Danfoss AllyTM .
”Vi benytter naturligvis lokale håndværkere til vores byggeaktiviteter, så vi kan støtte det bornholmske erhvervsliv. Vores bornholmske granit er fra Zurface i Rønne, og træet er fra Østerlars Savværk,” siger Per Voss, der ikke lægger skjul på sin kærlighed for det lokale. ”Vi har så meget at byde på herovre, så det er bare noget, man gør – hvorfor finde tingene andre steder, når de er lige uden for døren?” Og der er ifølge Per Voss flere grønne initiativer og cirkulære samarbejder med det lokale erhvervsliv i ærmet i fremtiden.
Afsæt i det lokale
Bornholm er kendt for mange lækre sager, og det er ikke kun gin og lakridser. ”Der er så mange dygtige lokalhåndværkere her på øen, og selvfølgelig gør vi også brug af dem i vores indretning,” siger Per Voss og hentyder til de smukke vaser og glas fra Baltic Sea Glass. Vaserne bliver med jævne mellemrum fyldt med de smukke og bæredygtige blomster fra Haeven Bornholm, og servicen i hotellets udsøgte restaurant kommer fra det lokale Oh Oak og Paudal Keramik.
Det danske design fylder i det hele taget meget på det gamle badehotel. ”Vi benytter os meget gerne af genbrugsmøbler, og hvis vi får behov for en opfriskning, står den lokale møbelpolstrer altid klar i kulissen,” siger Per Voss.
Det lokale nærvær afspejles også i køkkenet, hvor de holder den sprudlende new nordic gastronomi kørende for fuldt blus og kobler Bornholms rå natur sammen med det høje niveau af gastronomi, som Stammershalle Badehotel er så kendt for, og som de i 2024 blev nomineret til en Michelin-nøgle for.
Hotellets restaurant har plads til 80-100 gæster, og selskabslokalet kan rumme mellem 25-40. Vinkortet er stort og lækkert, og så kan man naturligvis også spotte badehotellets tyske aner blandt det store vinudvalg – og tysk vin fejler som bekendt heller ikke noget.
”Vi har et stærkt køkkenhold. Bornholm har heldigvis held med at tiltrække nogle meget dygtige og ambitiøse kokke, der ikke er bange for at prøve kræfter med øens mange råvarer fra fisk og skaldyr til vilde urter og honning.”
”Lige bagved hotellet har vi Troldeskoven, hvor vi dyrker alskens urter, og køkkenholdet går jævnligt derud med saks og kurv og plukker, så de kan sanke alt det guld, der pibler op af jorden. Lige nu er det for eksempel ramsløg, der er i høj kurs. Jeg bliver ved med at sige til dem, at de skal huske at tage nogle billeder derude, men de bliver ved med at glemme det,” griner Per Voss. ”Vores køkkenchef, Loftur, har stået for opsætning af bistader derude, så vi kan dyrke og slynge vores egen honning. På den måde forsøger vi hele tiden at udvikle os og skille os endnu mere ud, end vi allerede gør her på Stammershalle.”
”Vi tager gerne imod walk-ins i restauranten og udover blandt andet vinsmagninger, gourmetaftener og boblebrunch, afholder vi også vores afternoon tea, hvor konditor og souschef Emil tryller de søde sager frem. Det er meget populært.” Og igen er det de lokale leverandører, der står for de fleste råvarer. Mælk og ost er stolte bornholmske mejeriprodukter, der kommer direkte fra St. Clemens, og Slagter Aage i Svaneke svigter sjældent. Den lækre søde most på kortet kommer fra det lokale mosteri Mostballaden, der ligger på den idylliske gård ”Soldalen” lidt uden for Olsker. De sprøde grøntsager som asparges, pak choi, de friske urter og tomater bliver leveret fra Hammersly i Hasle og spinat, rabarber og jordbær får restauranten fra Skovfryd i Rønne. Den berømte bornholmske kalv, der også serveres på Stammershalle, kommer fra den lokale opdrætter- og landbrugsvirksomhed Nygaard-Pilgaard ligeledes i Hasle.
”Vi afholder også på udvalgte lørdage nogle små intime koncerter med dygtige pianister, der kommer og spiller på vores dejlige Steinway flygel.” Og selv her spiller det lokale nærvær ind, for da det på et tidspunkt var svært at finde ledige pianister, var der en kvik medarbejder, der foreslog, at hotellet benyttede sig af de sociale medier og søgte lokalt efter nogen, der kunne spille. ”Det betød, at vi nu har lokale professionelle kunstnere, der spiller for hotellets gæster på vores smukke flygel. Det kan virkelig noget,” siger Per Voss.
Bornholm kan bestemt noget og har meget at byde på. Det har mange danskere og andre gæster fra hele verden allerede fundet ud af. Det ser da heller ikke ud til, at interessen er for nedadgående, og Stammershalle Badehotel står altid klar til at tage imod os alle sammen med åbne arme.
FAKTA
- Gå ind på Stammershalle Badehotels hjemmeside for at finde flere informationer om, hvad der foregår og hvornår. Der er masser af gode events i vente i 2026.
- Frem til 1948 stavede man hotellets navn ’Stammershalde’, hvorefter det blev ’Stammershalle’.
- Stammershalde Badehotel blev oprindeligt bygget i 1911 af en tysk grosserer, der brugte det til sommerresidens. I 30’erne begyndte han at flyve tyske gæster direkte fra Berlin til lufthavnen i Rø.
- Han anlagde også en mindre Zoologisk Have med bla. løver og bjørne bag hotellet. I dag er det stadig muligt at se resterne af de gamle bjørnegrotter.
- I Receptionen kan du få udleveret en pjece med historien om Stammershalle Badehotel og nærområdet.
Related Articles
Fra Valencia til København: Paella som identitet, kultur og turisme
Den 11. juni rykker Valencia en del af sin identitet til Danmark, når den nordiske og baltiske semifinale i World Paella Day Cup afholdes på Skovshoved Havn. Af redaktionen/ deli-news Ved første øjekast handler det om paella. I virkeligheden handler det om noget...
90 år med biodynamisk jordbrug: Idéer fra en dansk erhvervsmand lever videre i den regenerative dagsorden
Da erhvervsmanden, Magasin du Nord-direktøren og kulturpersonligheden Carl Vett i 1936 var med til at stifte Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, var ambitionen større end blot at dyrke jorden på en ny måde. Visionen var at skabe et landbrug, hvor jordens frugtbarhed,...
Sanse- og nyttehave skal skabe ro, fællesskab og friske råvarer på Regionshospitalet Gødstrup
På Regionshospitalet Gødstrup er gravemaskinerne gået i gang med at forme det, der i foråret 2027 skal blive til en sanse- og nyttehave. Haven skal forsyne hospitalet med friske grønne råvarer og samtidig fungere som et opholdsrum for både patienter, de pårørende og...






