Kira Eggers indretter arbejdet efter livet, ikke omvendt

Da vi laver artiklen med Kira Eggers, befinder hun sig i Australien. Ikke ferie. Men i det arbejdsliv, hun bl.a. har bygget op omkring sin plantebaserede foodtruck La Chica Mala i Danmark. For Kira er foodtrucken ikke et mål i sig selv, men et arbejdsformat, en måde at arbejde på, der giver mulighed for at skrue op i perioder og ned igen, når det giver mening.

Hun har arbejdet professionelt med catering i fire år og holder madspildet på under 5%. Er veganer på 27. år. Foodtrucken gør det muligt at kombinere et fagligt ståsted i det plantebaserede køkken med et arbejdsliv uden faste rammer, mange ansatte eller tunge bindinger.

Vi har talt med Kira Eggers om, hvorfor hun valgte foodtrucken, madkonceptet, hvad hun har lært undervejs, og hvordan hun ser fremtiden.

Hvorfor valgte du en foodtruck, og netop det plantebaserede madkoncept, du arbejder med i dag?

Jeg har efterhånden sjældent lyst til at lave interviews, fordi jeg aldrig helt kan svare på spørgsmål om planer og strategier. Jeg arbejder ikke sådan.Jeg arbejder ikke ud fra store planer og strategier. Jeg ser på, hvordan mit liv er lige nu – og hvordan arbejdet kan tilpasses det.

Meget arbejde om sommeren, fri om vinteren til at bevæge mig ud for landets grænser, hvor jeg blandt andet laver retreats i Mexico. Jeg er stærk i hospitality og netværk, og jeg er oprigtigt begejstret for det plantebaserede køkken. Det er egentlig dér, svaret ligger.

Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du gik i gang? Havde du erfaring fra branchen?

Ikke nok. Og slet ikke nok til at vide, hvor hårdt det faktisk er, især når man står alene med det. Man kan spørge nok så meget, men intet giver de samme svar som erfaring.

Jeg har drevet cateringvirksomhed i fire år, men en foodtruck er i praksis en restaurant på hjul. Til gengæld kan jeg godt lide pak-ud-og-klap-sammen-konceptet, fraværet af fast husleje og faste lønninger – og at jeg ikke skal have mange ansatte.

Jeg er ikke et menneske, der trives med at have mange mennesker inde på livet hele tiden. Alt det, der følger med personaleansvar, dræner mig. Jeg gider dårligt tage telefonen, og jeg er ikke en god chef på den lange bane – men på udvalgte vagter, jo.

Der er forfærdelig mange ting ved konceptet, som har overrasket mig undervejs, det må jeg sige. Jeg kigger tit på dem, jeg arbejder side om side med ofte. Klarer deres vogn det godt, ved jeg det bliver en god weekend, klarer de det dårligt, ved jeg hvad jeg kan forvente. Vi er en lille omrejsende koloni. Det er ret hyggeligt! Tit er flere af os booket til samme jobs og det giver et godt fællesskab

Var det svært at komme i gang – og hvad har overrasket dig mest?

Det har faktisk ikke været svært at komme i gang. Jeg har været heldig med et nicheprodukt, og der mangler ikke arbejde. Mit netværk er stort, jeg opsøger selv mulighederne – og jeg får som regel et ja.

Desuden har jeg erfaret at det er en branche der er få kvinder i men også en branche er er utrolig søde til altid at hjælpe. Der er mange gode individer der glædeligt deler ud og træder til.

Men det skal kunne betale sig. Arbejdet er nogenlunde det samme, uanset om der kommer 500 eller 5.000 gæster, når man medregner forberedelse og nedlukning. Og så er der udgifterne til ansatte. Hvis der ikke er gæster nok til et event, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse.

Det er en konstant svær balance – især med det vejr, vi har i Danmark.

Noget af det, der virkelig har overrasket mig – og irriterer mig grænseløst – er arrangørers grådighed. De booker måske otte foodtrucks, fordi det ser flot ud, uden at tage højde for, om der overhovedet er publikum nok. Samtidig kræver de fast leje og nogle gange procenter. De løber ingen risiko her. Det gør vi.

Derfor spørger jeg i dag meget konkret og på skrift: Hvor er eventet? Hvor mange trucks er der? Hvor er jeg placeret? Hvor mange billetter er solgt? Er der inde- og udearealer? Hvad forventer man af antal gæster? Hvad omsatte I for sidste år? Hvad er der af andre veganske muligheder? Skal I have % eller fast leje – eller begge dele? Og så videre.

Jeg siger heller ikke længere ja til arrangører, der desperat vil have “noget vegansk”. Det har vist sig at være dårlig forretning for mig. Desperation er sjældent et godt tegn, især når de vil have betaling up front.

Det, som mange ikke ser, er også hvor skrøbelig hele kæden er. Et punkteret dæk, en forsinket leverandør, en medarbejder der melder sig syg i sidste øjeblik, trafikuheld, noget man glemmer, små ting kan udløse en kædereaktion, der påvirker hele dagen og økonomien. Jeg har stået og grædt mere end én gang.

Derfor kan jeg ikke anbefale at gøre det alene. Man bør være to. Det sparer også lønudgifter.

Hvilke leverandører og samarbejdspartnere arbejder du med – og hvorfor?

Jeg er ikke gift med bestemte leverandører. Jeg handler ofte i INCO, fordi de har det meste, jeg skal bruge. Som vegansk udbyder må jeg dog ofte shoppe rundt.

Min chimichurri-krydderiblanding får jeg lavet hos Krydderispecialisten. Vi bruger Plant Mate som protein, jackfruit fra Ofene, og jeg er på det seneste blevet glad for Uhhmami. Derudover bruger jeg pølser fra Peas of Heaven.

Hvordan ser 2026 ud for din foodtruck?

Vi er først nu begyndt at søge events, så det er svært at sige noget definitivt. Jeg forventer at deltage i 6–8 større events og festivaler næste år. Jeg fravælger små arrangementer, fordi risikoen er for stor økonomisk med mindre jeg bliver betalt.

Jeg er ikke stationær. Det har jeg prøvet, og det fungerer ikke for mig. Det bliver for meget restaurantdrift og for usikkert for mit koncept. Vi led et stort tab ved Nørrebro Bycenter, hvor de ikke nævnte og jeg ikke havde undersøgt, at der stort set ingen mennesker er om vinteren – og at alt bestilles ved de andre vogne via Wolt som et slags ghost kitchen. Vores forretning fungerer slet ikke dér. Det var en dyr lærestreg.

Til gengæld har jeg brugt vinteren på at udvikle et nyt koncept: en klapsammen, plantebaseret charcuterivogn, der kan være i bagagerummet på en Mini Cooper. Den kan sættes op på ti minutter og egner sig til alt fra vinterarrangementer indendørs til bryllupper, havefester og firmaevents.

Derudover arbejder jeg med et mobilt hjemmebiograf-koncept til haven eller telt, hvor charcuterivognen kan indgå som snack- og slikbuffet.

Skal konceptet vokse, eller er fleksibilitet vigtigere?

Jeg har slået mig sammen med en partner, som allerede har en vogn. Det betyder, at jeg ikke skal leje mere. Vi deler opgaver, udgifter og indtægter. Han er introvert og kok, jeg er (for det meste) ekstrovert, booker jobs og står ved kassen. Vi udvikler koncepterne sammen.

Det er den perfekte løsning for mig lige nu. Jeg går på kompromis med indtjeningen, men frihed betyder mere. Jeg kan stadig holde fri om vinteren og undgå faste udgifter. Lige nu er det præcis det, jeg har brug for.