Julefrokost-amok på Øresundsfærgerne: 37.000 gæster og kæmpekøkken i konstant drift

december 19, 2025

Julefrokost på molslinjen med buffet og svenske og danske gæster

Foto: Molslinjen

Øresundslinjen har i 2025 udviklet sig til en af Nordens største julefrokostdestinationer til søs. Med tusindvis af gæster, 16 kokke på hver båd og minutiøs logistik i havnene er julefrokosten blevet en industriel, men stadig gastronomisk, øvelse.

Af: Redaktionen /deli-news.dk

Aldrig har så mange valgt at holde julefrokost til søs. I 2025 har omkring 37.000 gæster lagt deres julefrokost på Øresundslinjens færger, en markant stigning sammenlignet med tidligere år. Samlet set serverer færgerne årligt mad til omkring 200.000 restaurantgæster, mens op mod 6 millioner passagerer krydser Øresund.

Bag buffeterne og de lange juleborde ligger et køkkenapparat i stor skala. På hver færge arbejder op mod 16 kokke, og køkkenet er i drift næsten konstant.

“Det er et kæmpekøkken i bevægelse. Vi arbejder med meget høje volumener, men stadig med tydelige kvalitetskrav,” siger Alexander Gerencser, F&B director

Otte minutter i havn – seks paller ombord

Logistikken er stram. Når færgen lægger til kaj i Sverige, har mandskabet omkring otte minutter til at få varerne ombord. Her losses typisk op mod seks paller ad gangen, primært fra svenske leverandører, ikke af kulinariske hensyn, men af nødvendighed.

“Vi er nødt til at handle dér, hvor logistikken fungerer. Det handler om timing, flow og præcision, ellers er det en ny situation,” forklarer Alexander Gerencser.

Menuerne spænder fra klassiske juleelementer som varmrøget laks og svinekæber til kolde og varme retter, der kan produceres stabilt i store mængder uden at miste kvalitet i buffeten.

Svensk flertal – men forskellene udlignes

Der er fortsat flest svenske gæster ombord, men forskellen til de danske er blevet mindre i år. Det stiller krav til menuplanlægningen, da der fortsat er tydelige forskelle i madkultur.

“Svenske gæster forventer noget andet end danske. Det tager vi højde for, når vi sammensætter buffeterne,”siger Gerencser.

Det ses også i de sæsonbetonede koncepter. Til påske arbejder Øresundslinjen med fire til fem forskellige påskefrokost-koncepter, hvor særligt de svenske gæster efterspørger et mere nordisk udtryk.

Færgen som destination

Julefrokosterne fordeler sig primært på færgerne Aurora og Tycho Brahe. Aurora er kendt for det store svenske julebord, mens Tycho Brahe byder på en bred buffet med tydelig juleprofil.

Ifølge Molslinjen er interessen et udtryk for, at færgerne i stigende grad bruges som destination i sig selv.

“Folk kommer ikke nødvendigvis for at rejse, de kommer for oplevelsen. Restauranterne, barerne og stemningen er målet,” har CEO Kristian Durhuus tidligere udtalt.

Også juleaften er populær ombord, særligt i Aurora Wine & Dine, hvor pladserne ofte er udsolgt allerede tidligt på året.

Med stigende volumen, stram logistik og et køkken, der arbejder på grænsen af det mulige, har Øresundslinjens julefrokoster udviklet sig fra tradition til storskala gastronomisk drift – midt på Øresund.

Related Articles

Nyt samlingssted på vej i Assens: Willemoes Bryghus åbner snart

Nyt samlingssted på vej i Assens: Willemoes Bryghus åbner snart

Assens får snart et nyt samlingssted for ølentusiaster og madglade gæster, når Willemoes Bryghus slår dørene op på Østergade 23. Bag konceptet står Bryggeriet Vestfyen, som med Willemoes Bryghus vil samle specialøl, madoplevelser og arrangementer under samme tag i...

Restaurant Flammen åbner restaurant nummer 20

Restaurant Flammen åbner restaurant nummer 20

Restaurant Flammen tager endnu et skridt på sin vækstrejse, når kæden den 18. juni åbner restaurant nummer 20 i Danmark. Den nye restaurant i Hjørring markerer en milepæl for familievirksomheden, som siden åbningen i Kolding i 2009 har udviklet sig til en af landets...