Fra trend til forretning: Pico Pizza viser vejen for plantebaseret takeaway

november 4, 2025

Fra venstre: Søren Kyed, Henrik Ørholst, Line Tscherning og Umut Sakarya.

Foto: Kasper Rebien DVF

Flere forbrugere vælger grønne måltider, og det skaber nye muligheder for hele takeaway-sektoren

Der var både smag, håndværk og plantekraft i fokus, da Pico Pizza i weekenden blev kåret som vinder af Årets plantebaserede takeaway-måltid 2025 ved Plant Food Festival i Øksnehallen. Kåringen fandt sted som en del af PMPF Awards (Plantebaseret Mad på Farten Awards), en ny pris, som sætter spot på de bedste grønne takeaway-løsninger i Danmark.

Af: Redaktionen /deli-news.dk

Dommerpanelet, bestående af Henrik Ørholst (B.T.), Umut Sakarya (kok og konceptudvikler), Line Tscherning (Mikuna) og Søren Kyed (Dansk Cater), vurderede retterne ud fra smag, konsistens, mæthed og innovation. Her løb Pico Pizza med sejren for deres “Vegan Pepperoni in Disguise”, som ifølge dommerne kombinerer klassisk pizzahåndværk med en overraskende autentisk plantebaseret smag.

“Vi er virkelig stolte over at vinde Årets Takeaway-Måltid. Hos Pico Pizza mener vi, at alle fortjener et godt måltid med masser af smag og godt håndværk, uanset præferencer. Anerkendelsen betyder meget for os,” siger Sasha Scherg, kommunikationsansvarlig i Pico Pizza.

Pizzaen er skabt i samarbejde med Better, der har leveret den plantebaserede “salchichón”-pølse, og netop partnerskaber som dette bliver stadig vigtigere, når den grønne menu skal udvikles.

Grøn trend skaber nye menuer

Den plantebaserede udvikling i dansk takeaway har de senere år taget fart – og kåringen af Pico Pizza er blot ét eksempel på, hvordan forbrugerne i stigende grad søger mod retter med grønt udgangspunkt.

Ifølge Dansk Vegetarisk Forening, der sammen med Plantebranchen står bag prisen, handler det ikke kun om klima og sundhed, men også om smag og oplevelse:

“Med PMPF Awards vil vi hylde de virksomheder, der laver plantebaserede måltider, som smager rigtig godt. Vi håber, at prisen kan skubbe til udviklingen af flere grønne takeaway-måltider og øge efterspørgslen,” siger Claire Demontreuil, projektleder i Dansk Vegetarisk Forening.

Flere vindere og bred brancheappel

Ud over Pico Pizza blev der uddelt tre andre priser:

  • Årets plantebaserede produkt til takeaway: Beefy Cuts fra Organic Plant Protein

  • Årets navn på et plantebaseret måltid: Kimchi Karma Bowl fra Wedo

  • Årets plantebaserede dip: Baba ganoush fra Ahaaa Engros

Inspiration til hele takeaway-markedet

Med plantebaserede produkter, der i stigende grad matcher eller overgår traditionelle alternativer i smag og oplevelse, ligger der et tydeligt signal til branchen: grønne valg sælger – og de kan være både rentable og imageopbyggende.

For takeaway-aktører, kantineoperatører og restaurantkæder kan de plantebaserede elementer derfor blive en strategisk gevinst i menudesignet, både i forhold til kundeloyalitet, ESG-profil og innovation.

PMPF Awards er en del af projektet Mad på farten 2.0, støttet af Plantefonden, som har til formål at fremme udbuddet og kvaliteten af plantebaserede måltider i Danmark.

Related Articles

Svampefermentering forvandler ølrester til klimavenligt protein

Svampefermentering forvandler ølrester til klimavenligt protein

Restprodukter fra ølproduktion kan snart ende på middagsbordet i stedet for i dyrefoder. Forskere fra Aalborg Universitet har udviklet en metode til at forvandle mask - restproduktet fra brygning, til et proteinrigt og velsmagende fødevareelement, der kan erstatte kød...

Sponseret: RESTAURANT ELIPPA

Sponseret: RESTAURANT ELIPPA

Restaurant Elippa – Frisk og lækker libanesisk mad midt i KøbenhavnHos Restaurant Elippa inviteres du indenfor til en sanserig oplevelse med rødder i det libanesiske køkken. Og hvis du tænker friske råvarer, smagsfulde krydderurter, lækkert grillet kød og fisk, korn...