oktober 27, 2025
Foto: Yunseo Jeong
Nationalt Forum for Ung Sundhed skal sætte fokus på madvaner og forebyggelse blandt børn og unge
Når Madens Folkemøde vender tilbage i 2026, bliver det med et nyt initiativ i centrum. Et Nationalt Forum for Ung Sundhed, som netop har modtaget 1 mio. kroner på næste års finanslov. Midlerne skal bruges til at samle eksperter, organisationer og fagfolk fra hele landet om at udvikle nye ideer og løsninger, der kan styrke børn og unges sundhed og madvaner.
Baggrunden er en stigende bekymring for udviklingen i overvægt, især blandt børn og unge, som ifølge Sundhedsstyrelsen hænger sammen med livsstilsændringer, stillesiddende vaner og et stigende forbrug af energitætte fødevarer.
”Der er ikke én løsning på udfordringerne, men et behov for at samle mange forskellige aktører på tværs af brancher og sektorer. Vi skal skabe nye ideer og konkrete handlinger, der kan gøre en reel forskel,” siger Jeppe Bo Pedersen, direktør for Madens Folkemøde.
Han fremhæver, at de nye midler, sammen med samarbejdet med Guldborgsund Kommune, gør det muligt at skabe et nationalt samlingspunkt for viden og inspiration på området:
”Vi ser frem til at samle hele Danmark om at finde veje til bedre sundhed og madvaner blandt unge.”
Bred aktørkreds inviteres
Det kommende forum skal inddrage en bred kreds af aktører – fra landbrug, fødevareindustri, detailhandel og restaurationsbranche til sundhedsorganisationer, forskningsinstitutioner, uddannelsessteder og organisationer, der arbejder med børn og unge.
Formålet er at udveksle erfaringer og skabe samarbejder, der kan fremme forebyggelse gennem sunde måltider og færre højt forarbejdede produkter med for meget fedt, salt og sukker.
Lokal og national betydning
Også i Guldborgsund Kommune, hvor folkemødet afholdes, ser man initiativet som en vigtig brik i udviklingen:
”Madens Folkemøde har stor betydning – ikke kun for vores lokalområde, men også for den nationale indsats for at styrke madkultur, fællesskab og sundhed blandt børn og unge,” siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune.
Efter afholdelsen i 2026 vil den indsamlede viden og forslag fra det nationale forum blive samlet i et katalog med konkrete anbefalinger til fremtidige tiltag.
Madens Folkemøde 2026
Madens Folkemøde finder sted 21.–23. maj 2026 i Nykøbing Falster. Sidste års udgave tredoblede sit besøgstal efter flytningen fra Engestofte Gods, og forventningerne til næste års arrangement er høje.
Fakta:
-
Madens Folkemøde modtager 1 mio. kr. på finansloven til at afholde Nationalt Forum for Ung Sundhed 2026.
-
Arrangementet finder sted i Nykøbing Falster den 21.–23. maj 2026.
-
Guldborgsund Kommune støtter folkemødet med en millionbevilling over tre år.
-
Målet er at samle viden og idéer til bedre madvaner og forebyggelse af overvægt blandt børn og unge.
Kilde: Madens Folkemøde / Sundhedsstyrelsen / Guldborgsund Kommune.
Related Articles
Når historie, kultur og innovation mødes: Michelin-kokke kæmper om Danmarks bedste hotdog
På Food Festival i Aarhus søndag den 7. september mødes netop historie, kultur og innovation, når Danmarks bedste hotdog skal kåres. For første gang i konkurrencens historie stiller hele tre Michelin-restauranter til start i Hotdog DM 2025. Siden 1921 har hotdogs...
Stor festival vender overraskende tilbage til Frederiksberg
Siden 2013 har den gratis elektroniske musikfestival Stella Polaris været at finde i Frederiksberg Have, men sidste år lukkede den. Nu er den genopstået. Af Ebbe Fischer Stella Polaris blev grundlagt i Aarhus i 1997, og den blev første gang afholdt i København...
Nærum Kaffebars digitale opskrift – Lokal storytelling, der skaber 100.000 visninger om måneden
Nærum Kaffebar er ikke bare et sted, hvor man får en god kop kaffe og hjemmebagt kage - det er et mødested, hvor fællesskaber dyrkes. Gennem en stærk digital tilstedeværelse har kaffebaren formået at blive en central del af lokalsamfundet. Bag succesen står Salem...






