februar 21, 2025
Foto: HB Import
Ledelsen sammenlignede større grossister og fik en masse priser. Til sidst gik de solo, og det var en kæmpesucces – ifølge direktøren. Men du skal have en vareomsætning på over 40 mio. kr. årligt, ellers dur modellen ikke, lyder det.
Af Ebbe Fischer
”Vi havde som plan B at starte egen grossistvirksomhed, og det gav klart mest hovedpine at starte op selv. Men var det så det værd? Ja, det har været en kæmpesucces – en helt vanvittig god beslutning.”
Sådan lyder det fra Haci Bayram, ejer & CEO i kæderne Dalle Valle og Café A samt HB Import.
Mere fleksible og effektive
Haci Bayram fortæller i et interview med Deli News, at man har vundet på flere parametre – udover en stor millionbesparelse.
”I dag er vi meget mere fleksible i vores indkøb og meget mere effektive. Vi kan bedre holde øje med erstatningsvarer, og vi har bedre kontrol med lagerhåndtering. I gamle dage havde vi i vores cafeer en køkkenchef, der gik og holdt øje med datovarer osv. Det behøver vi ikke mere, for det fanger vi allerede i grossistleddet, og friskheden er også bedre, når vi selv styrer leverancerne. Det har virkelig været godt på mange måder,” siger han.
Sparer stort på indkøb
Dalle Valle og Café A er landet på 20 procent besparelse på deres indkøb – et tocifret millionbeløb årligt.
”Vi sparer jo en dyr mellemmand. Når vi har vores egen grossist, kan vi f.eks. gå ud til alle kyllingeleverandørerne og lave en aftale til en superskarp pris, fordi vi har lavet den på et tidspunkt, hvor kyllingepriserne var lave. Man har større frihed til at gå ud og udnytte udsving i markedet – og de danske leverandører ved også, at de pludselig konkurrerer med hele Europa,” siger Haci Bayram og tilføjer:
”Desuden har vi taget kontrollen. Fejlleveringer fra grossister sker jo. Det havde vi problemer med tidligere, men det kan ikke rigtigt ske med egen grossist, for vi har kun de varer, vi bruger i vores egne cafeer. Og når personalet kun har egne varer at gøre med, er fejlmarginen næsten 0.”
Modellen kræver volumen
Dalle Valle og Café A er veletablerede kæder på i alt 23 restauranter, og grossistvirksomheden HB Import kom til i 2021.
”Restauranterne kører som almindelige restauranter, og så kører vi det som om de handlede hos en ekstern grossistvirksomhed,” fortæller Haci Bayram.
Han uddyber, at det ikke er for alle aktører i branchen.
”Det kræver en vis volumen, så alle skal ikke gøre det. Vi har 23 spisesteder, og man skal nok have en omsætning på ca. 40 millioner årligt på varer for at kunne lave det – og på den anden side af 100 millioner i din koncern. Jo større omsætning, jo mere sparer du.”
Har din rolle ændret sig?
“Da vi etablerede grossistvirksomheden, var jeg ikke så tilgængelig en periode. Efter ca. to år havde jeg så automatiseret grossistvirksomheden, så jeg igen kunne være der 100 procent for mine cafeer. Nu kan jeg fokusere mere på min cafedrift, som er der, jeg altid har været. Min far var også i branchen, så jeg er vokset op med det. Jeg har så også læst erhvervsøkonomi på CBS for at få businessdelen med,” siger Haci Bayram.
FAKTA: HB Import
HB Import har ca. 25 leverandører.
Bl.a. Rynkeby, Odense Marcipan, Danish Crown, Unilever, Merrild Kaffe, Orkla og Santa Maria.
HB Import servicerer 23 restauranter under kæderne Dalle Valle og Café A
Related Articles
Stigende råvarepriser øger interessen for planteingredienser i storkøkkener og kantiner
Når nichemessen PI EXPO den 9. april for anden gang samler fødevarebranchen i Industriens Hus, er det med stigende interesse fra både offentlige og private storkøkkener og kantiner. Her fylder moderne planteingredienser mere og mere i takt med, at råvarepriser, drift...
Certificeret bæredygtig vin: Et værktøj for restauratører og vinkort
Bæredygtig vin er ikke én ting. Det er ikke en smagsretning, en stilart eller en løs fortælling. Det er et sæt definerede rammer, dokumenterede krav og kontrollerede processer, der tilsammen gør det muligt at forstå, hvordan vinen er produceret, og med hvilke...
Alkoholfri øl fortsætter opturen i Danmark
Salget af alkoholfri øl i Danmark steg med 8 procent i 2025 sammenlignet med året før. I alt drak danskerne knap 10 millioner liter alkoholfri øl i løbet af året. Det viser nye indberetninger fra Bryggeriforeningens medlemmer. Siden 2014 er salget femdoblet, efter at...






