november 27, 2024
Tilbage i 1974 var Aurion foran sin tid som økologisk producent, og i 1980 kom bageriet og mølleriet i Guldager til. I dag er Aurion en af de største leverandører af økologisk mel i Skandinavien. Deli News har talt med direktøren, som påpeger, at de nye ESG-krav giver gode muligheder for økologi og produkter med lavt klimaaftryk.
Af Ebbe Fischer
Aurion introducerede spelten i Danmark tilbage i 1992. Her blev kimen lagt til, at man begyndte at arbejde med de gamle kornsorter, og i dag har man et af de største sortimenter i Norden. Årligt forarbejder man mere end 2.500 ton korn.
”Vi synes, at de gamle kornsorter kan mere end moderne sorter, hvad angår smag og ernæring,” siger Brian Tholstrup Nybo, adm. direktør i Aurion.
Meget mere end spelt
Selvom Aurion i høj grad er kendt for spelt, skal man være opmærksom på mange interessante kornsorter, fastslår direktøren.
”I år har vi f.eks. introduceret to nye sorter, hvoraf den ene ikke har været dyrket i Danmark i 96 år. Det er den originale dansk spelt, som blev indsamlet af en russisk biolog i 1928 og siden har været opbevaret i en genbank i Skt. Petersborg, hvor nogle få kerner blev sendt til Danmark i 2009 og herfra opformeret. Desuden har vi en ’Borrisrug’, det er en gammel rugsort tilbage fra 1800-tallet, som i 1940’erne blev opformeret på Borris forsøgsstation og tilpasset de sandede jorde i Vestjylland. En rigtig god bagerug,” forklarer Brian Tholstrup Nybo.
Hvad er det særlige ved jeres produkt i dag – hvad bringer I til markedet?
”Vores plads i markedet handler om den måde, vi gør tingene på. Vi fokuser på, at naturen skal være i balance, og de avlere, der dyrker korn og bælgfrugter til os, skal følge vores regelsæt. Det er regler, der er mere vidtgående end de økologiske dyrkningsregler – dvs. de går længere. Det er de samme regler, som vi har haft siden starten for 50 år siden. Reglerne handler konkret om, hvad man som avler må og ikke må.”
Hvordan adskiller reglerne sig fra ‘normal økologi’?
”I økologisk dyrkning må man f.eks. gerne anvende en mindre andel konventionel gødning, da der ikke er økologisk gødning nok i Danmark. Det må vores avlere ikke. De må heller ikke bruge biogas-gødning, fordi vi ikke har et rent økologisk biogasanlæg i Danmark.”
Hvem er jeres største konkurrenter?
”Der er en to-tre andre møllerier, som laver lidt det samme som os. Jeg ser dem faktisk mere som kollegaer, da vi har nogle af de samme mål med at anvende flere af de gamle kornsorter. På sortimentsniveau har vi nok det største kornsortiment i Skandinaven.
Vi har stor respekt for hinanden – det er et meget nichepræget område. Det er ikke bundlinje frem for alt. Men vi skal naturligvis være dygtige til det, vi laver.”
Vokser I, og hvad er jeres vækstmål?
”Siden corona er vi vokset 2-4 procent om året, og det er for lidt. Derfor er vi i gang med nogle nye tiltag, dvs. vi forstærker salgsindsatsen og udvider sortimentet, men vi er stadig tro mod vores DNA. Vi skal gerne vækste 10 procent hvert år fremover.
Vi har lagt en klar strategi for de næste 3 år og vi ser gode muligheder i den fremtidige udvikling på de markedssegmenter i arbejder med.”
Kan du uddybe grundlaget for, at I kan skrue så meget op for væksten?
”Hvis du kigger på segmenter som grossister og de offentlige køkkener, så er det områder, hvor vi står stærkt. Og de skal bl.a. leve op til ESG-mål mv. Det kan vi hjælpe dem med, for både korn og ikke mindst bælgfrugter er oplagte, idet klimapåvirkningen herfra er meget lille. Et andet element er den større opmærksomhed, der generelt er om fødevarer i dag. Det er til vores fordel.”
Hvilke produkter vil I udvide med?
”Vi udvidede f.eks. med bælgfrugter i 2021, og de er efterhånden blevet en velintegreret del af vores virksomhed. Det er et godt bidrag til vores forretning, fordi korn og bælgfrugter komplimenterer hinanden godt.
Bælgfrugter og korn giver tilsammen tæt på en optimal næringsværdi. Kornet mangler protein, mens bælgfrugterne har et højt proteinindhold. Omvendt har korn en række vitaminer og mineraler, som bælgfrugter ikke har. Når man kombinerer de to ting, er det tæt på optimalt.”
Vi har i årevis set et solidt fokus på økologiske varer, er markedet ikke ved at være mættet?
”Det tror jeg slet ikke. Økologi er en del af løsningen på den udfordring, vi generelt har med klima, miljø, biodiversitet mm.
Det føler jeg også, at forbrugerne er ved at forstå, og derfor ser vi, at økologien igen har positive kår. Det gælder også for vores produkter.”
Related Articles
Sponseret: H.U.G. Velkommen til en økologisk og glutenfri himmel!
Hvad gør du når din verden ramler ”lidt” sammen og din glæde ved bageriets duft og smage får et puf af den verden, fordi du opdager, at du har glutenintolerans? Du skifter din te-salon ud med dit hjemmekøkken og begynder at skrive på en kogebog. Og når du så samtidig...
Kaffepriser på himmelflugt – har ikke været dyrere i knap 50 år
Arabicabønner ligger på det højeste niveau siden 1977. Årsagen er klimarelateret. Af redaktionen/ef På børsen i New York blev et kilo arabicabønner i denne uge noteret til syv dollar – eller ca. 50 kroner. Den højeste pris i 47 år. Alene i 2024 er prisen på...
Bagertrend på vej: Formbagt brød
Ifølge en specialist vil de fritstående brød miste terræn, mens formbrød vil vinde voldsomt frem. Det er der en god grund til, lyder det. Af Ebbe Fischer ”De sidste mange år har fokus i markedet været på høje og fritstående hvedebrød, men vi kommer til at flytte fokus...