Dansk mester i streetfood til tops på rekordtid

september 27, 2023

Jeppe Villadsen foran sin butik på Stefansgsade, Nørrebro. Foto. Ebbe Fischer

Sean Pakbaz bag sin største foodtruck, som han har kørt til Studentergården på Nørrebro. Foto: Ebbe Fischer

Sean Pakbaz åbnede KUKU – Iranian Street Food – i 2020, og siden er det gået stærkt. To år efter fik han titlen som landets bedste, og han har en klar strategi for sin forretning.

 

Af Ebbe Fischer

 

Løgten 2, Nørrebro. Her står 32-årige Sean Pakbaz til daglig med sin velsmagende iranske mad. Han kom til Danmark som 6-årig og er tydeligvis vokset op på stenbroen – kan man høre på den perfekte københavneraccent.

Og så har han jo rødder i Iran. En kombination, han har udnyttet til at skabe lidt af et madeventyr med udgangspunkt i Nørrebro.

“Jeg oplevede, at der generelt var mangel på iransk mad i København. Og jeg havde jo et godt kendskab til det iranske køkken,” siger han.

 

Danmarksmester på vej til EM

Deli News møder Sean Pakbaz en lille uge inden, han kører sin foodtruck til EM i streetfood 2023 – eller European Streetfood Awards – i Tyskland (slut september).

Han skal være med for andet år i træk. Sean Pakbaz vandt nemlig den danske konkurrence i 2022, men da der ikke er blevet afholdt en konkurrence i 2023 pga. problemer med lokationen, forsvarer Sean igen de danske farver.

Sean Pakbaz kom i gang med sin forretning under coronatiden, hvor han begyndte at afsøge nye muligheder. Og pludselig så han en mulighed.

“Jeg har over 20 års erfaring med mad, og jeg har altid kunne lave god mad. Når jeg lavede iransk mad til min vennekreds fra meget forskellig baggrund, har resultatet altid været, at folk elsker det. Iransk mad er nemlig ikke så stærkt, men alligevel krydret og lækkert. Alle kan kan li’ det.”

 

Fra Sony til foodtrucken

Sean Pakbaz var egentlig tourmanager i Sony Music, men var lidt træt af det efter mange år i musikbranchen.

“Jeg fandt så ud af, at jeg kunne bruge min erfaring fra musikbranchen – og min uddannelse som projektkoordinator – til andre ting. Jeg er vant til at sætte op organisere, har metoder og erfaring,” siger han og uddyber:

“Under corona var alt forbudt, men det blev mit springbræt til streetfood-scenen. Udendørs servering var stadig tilladt, og med en foodtruck kan man servere overalt, mens alt andet var lukket. Det var lidt held i uheld, men jeg prøvede at få det bedste ud af det.”

De første måneder havde Sean Pakbaz imidlertid ikke egen foodtruck, men åbnede som ’pop up’ rundt omkring. I første omgang på Det Grønne Loppemarked på Nørrebro.

”Jeg gik bare hen og hørte, hvem arrangøren var? Og så fik jeg lov til at leje en bod. Det eneste krav var, at det skulle være vegansk, og så var jeg i gang. Det var nemt og billigt at starte på den måde.”

 

Gratis for værten

I dag er det vokset til, at Sean Pakbaz har hele tre foodtrucks.

Udover at have sit faste sted på Nørrebro, kan man også leje en af hans trucks, der så kører ud. Dvs. enten kan værten bestille en pakke, og så får alle gratis streetfood i vognen.

Eller man kan få ham ud gratis – og så køber folk bare hos Sean Pakbaz.

 

Præcis sådan foregik det, da Deli News mødte ham. Det var på Studentergården på Nørrebro – et stenkast fra, hvor han plejer at stå. Og hver portion, nok til at blive mæt, kostede 80 kr.

”Studentergården er så tæt på, hvor jeg normalt står, at risikoen er lille for at tabe penge,” siger han.

”Til sådan et arrangement tager jeg chancen, og folk betaler pr. portion lige som til daglig. Det er lidt en kalkuleret risiko. Men til f.eks. Distortion og Roskilde, er det mig, der betaler for at få lov til at stå der,” fortæller Sean Pakbaz.

Related Articles

Her er reglerne for mobilt gadesalg

Her er reglerne for mobilt gadesalg

Skal du køre et mobilt salgsapparat ind i de danske byer, skal du først sætte dig ind i reglerne. Kommunerne vil gerne samarbejde, men man kan ikke få lov til alt. Deli News har set på en case: Aarhus Kommune   Af Ebbe Fischer   De danske byer lever, og i...

Eksklusivt venuekoncept vokser hastigt

Eksklusivt venuekoncept vokser hastigt

Af redaktionen Evenues, der lever af at levere en højgastronomisk oplevelse kombineret med en god lokation, blev grundlagt i januar 2021 med fem ansatte. Siden har man haft masser af succes, og i dag tæller staben over 100 medarbejdere. Det skriver HORESTA  ...